Onsdag den 24. - Nashville-Memphis - USA 2014

Sydstaterne i USA i Mustangs
Gå til indhold

Onsdag den 24. - Nashville-Memphis

Turen
Dagen i dag er en udpræget transporttur.
Vi kørte dog forbi Opryland, men man kunne ikke rigtig se noget udefra, så vi fortsatte forbi hotellet uden at gå ind for at se det.
Turen nedad Natchez Trace Parkway var som sådan meget fin, men det ville nok være meget mere flot om sommeren.
Vi forestillede os turen på MC og det ville bare være en super tur (men det er skov det meste af vejen).

Så vi fortsatte mod Memphis og er nu indkvarteret på Rodeway Inn her kl. 16.00, hvor alle andre i Danmark nok har fortæret juleanden og åbnet pakkerne.
Vi er p.t. 7 timer bagefter Danmark - der er to tidszoner her hvor vi kører rundt - i starten var der kun 6 timers forskel.

Graceland er lukket for i dag men det er Sun Studios ikke og i morgen er alt lukket.

Måske kører vi en tur forbi Graceland i aften for at se julelysene og til Sun Studio og derefter skal vi have vores julemiddag, som består af mikrobølgeovn mad, da alt andet lukker her til aften og i morgen er alt lukket bortset fra nogle tankstationer og naturligvis motellerne.

Vi kørte en tur til Sun Studios, hvor Elvis og mange andre verdensberømte sangere har fået optaget deres plader, bl.a. Carl Perkins, Ray Charles, Jerry Lee Lewis.
Vi kom dertil en ½ time før den næste rundvisning, så vi købte en kop kaffe og drak den mens vi skulle vente.
Pludselig hørte vi gamle danske julesange fra deres anlæg, det var måske fordi den ene af de ansatte havde en god ven i København, som han havde besøgt, og kunne genkende det danske sprog.
Desuden mødte vi to danske fyre, som var på rundrejse i USA og vi fik en lille snak med dem hvor de havde været og hvor de skulle hen.



Rundvisningen i Sun Studiet var vældig interessant og pigen var ret god til at fortælle om de forskellige etaper i Sam Philips virke også inden Elvis kom til studiet.
Vi fik ind i mellem små smagsprøver af musikken og hun fortalte de tilhørende historier, bl.a. om The Million Dollar Group, som bestod af Elvis, som tilfældigvis dukkede op i studiet, Jerry Lee Lewis inden han blev kendt, Carl Perkins - ham med Blue Suede Shoes og Johny Cash. De jammede lidt og Sam Philips optog det hele uden at de vidste det.

Efter besøget i Sun Studio kørte vi til Graceland, men alt var naturligvis lukket, men vi ville se Graceland med julelys.
Vi fik nogle billeder ind ad porten, det var mørkt, men man kan godt skimte Graceland i baggrunden.



Da vi kom hjem var det tid til vores julemiddag - vi varmede vores middage på skift i mikroen og det kunne godt gå an - spaghetti, kartoffelmos med kødboller, steak med kartofler.
Og til slut dessert - Konny's hjemmebragte chokolade kager.


Vi har nu kørt 2.510 km siden start og har i dag været i Tennessee, Alabama og Mississippi - vi er nu igen i Tennessee
Dagens rute - 453 km.
Vi hørte i morges, at der har været en voldsom storm i og omkring Baton Rouge, som ligger på vores rute, vi må lige følge med i nyhederne og se om vi stadig kan køre den vej.
Tilbage til indhold